Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

8. november 2022

 

Dagsorden skolebestyrelsesmøde tirsdag den 8. november 2022 kl. 17.00 -19.30

Forældrerepræsentanter:

  • Susanne Nørlund Munk (formand)
  • Dea Donkin (næstformand)
  • Ditte Handreck
  • Julie Bek
  • Morten Winther
  • Rasmus Edelberg
  • Janne Hansen

 

Suppleanter:

  • Louise Krogh

 

Elevrepræsentanter:

  • Liva (9. årgang)
  • Daniel (9. årgang)

 

Medarbejderrepræsentanter:

  • Claus Aatoft, pædagog, Fortet
  • Lasse Skjerlie Gilling, lærergruppen

 

Ledelsesrepræsentanter:

  • Kristian Lohmann, skoleleder
  • Marianne Blixt Wolters, souschef
  • Michael Halvorsen, klubleder
  • Lars Nadybal, SFO-leder

 

 

Overskrift

  1. Godkendelse af dagsorden til mødet den 8. november 2022

Referat 

Dagsordenen er godkendt.

 

Overskrift

  1. Godkendelse af referat fra d. 6. oktober 2022

Referat 

Referat fra den 6. oktober er godkendt. Med et ønske om at gøre referaterne fra møderne så informative og inddragende som muligt er der enighed om fremover at udarbejde forhandlingsreferat fremfor blot beslutningsreferat, som det ellers fremgår i vedtægterne. Skolebestyrelsen beslutter desuden, at referater fremover rundsendes i Aula med en lille notits, der opsummerer nogle af de centrale drøftelser på mødet.

 

Overskrift

  1. Opdatering på byggeri af ny skolegård

Baggrund

Status på projektet

Indstilling

Drøftelse og status

Bilag

Ingen

Referat 

Skoleledelsen giver status fra de seneste to byggemøder. Meldingen er, at byggeriet samlet set forløber som planlagt. Væsentligste udfordring har været problemer med placering af legetårn i forhold til brandvej, men der er nu fundet en passende løsning med tilpasset placering. Der indkaldes nu til mødet med forvaltningen og byggeudvalget om pladsen foran hovedbygningen, der skal indgå i den fremtidige skolegård.

 

 

Overskrift

  1. Drøftelse af udkast til princip for brug af meddelelsesbogen på NHS

Baggrund

Fra skoleåret 2022-23 afskaffes elevplanerne og erstattes af meddelelsesbogen. Meddelelsesbogen skal understøtte skolernes samlede praksis for evaluering og fremme dialogen mellem elev, forældre og skole om elevens udvikling – fagligt såvel som den alsidige udvikling.

Skolebestyrelsen har arbejdet videre med princippet og fremlægger status herpå.

Indstilling

Beslutning

Bilag

Skolebestyrelsen udsender status

Referat 

Forældregruppen har udarbejdet et udkast til princip for meddelelsesbogen, der skal danne afsæt for de retningslinjer skolen udarbejder. Lærergruppen beder om tid til at drøfte forældregruppens udkast internt. Det besluttes, at forældrerepræsentanter fra skolebestyrelsen også drøfter udkast til princippet på tværs af kommunens skolebestyrelser på det kommende møde med kommunens undervisningsudvalg, hvor de øvrige skolebestyrelser også vil være repræsenteret.

 

Overskrift

  1. Beslutning om mulig temperatursænkning på Ny Hollænderskolen

Baggrund

Danmark og Europa skal reducere energiforbruget hen over vinteren – det er både nødvendigt for pengepungen og for at sikre, at vi i Danmark har energi nok til at drive vores kritiske funktioner på de koldeste dage.

 

Derfor har regeringen, KL og Danske Regioner aftalt, at alle offentlige myndigheder og institutioner skal reducere energiforbruget, og den beslutning bakker kommunalbestyrelsen på Frederiksberg op om.

 

På Magistratens møde mandag d. 3. oktober 2022 blev det besluttet at igangsætte en række konkrete tiltag, som skal reducere energiforbruget på Frederiksberg.

 

Det anbefales bl.a., at temperaturen i offentlige bygninger sænkes til 19 grader, med undtagelse af de bygninger, der huser sårbare borgere, bl.a. i vuggestuer og plejecentre.

 

På mødet blev det også besluttet, at hver enkelt skolebestyrelse skal tage stilling til, hvorvidt deres skole skal være omfattet af en temperaturreduktion til 19 grader.

Skolerne udgør godt en fjerdedel af kommunens ejendomme, så det gør en stor forskel, hvis skolerne vælger at bakke op om at sænke temperaturen til 19 grader.

 

Indstilling

Drøftelse og beslutning

Bilag

Bilag vedhæftet

Referat 

Skolebestyrelsen På Ny Hollænderskolen har besluttet at bakke op om kommunalbestyrelsens initiativ til at sænke temperaturen på kommunens skoler. Skolebestyrelsen mener det er vigtigt at bidrage til kommunens ambition om et lavere energiforbrug i de kommunale bygninger og ser samtidig initiativet som et vigtigt signal til medarbejdere, børn og forældre i forhold til et fælles ansvar for at spare på energien. 

 

Varmesystemet på Ny Hollænderskolen betyder imidlertid, at det ikke vil være muligt at garantere præcis 19 grader i lokalerne. Det forventes, at ventilationen gennem døre og vinduer samt udsving i temperaturen udenfor, kan betyde udsving på temperaturen i klasselokalerne.

 

Nogle initiativer er allerede sat i værk. Blandt andet er gennemsnitstemperaturen i ventilationssystemet allerede sænket til 19 grader. For at bidrage til yderligere reduktion af varmeforbruget besluttes det, at skolen også sænke temperaturen på varmefremløbet i radiatorerne. Dette initiativ vil i første omgang være rettet mod hovedbygningen, hvor klassetrin fra 3.-9. klasse primært opholder sig. Bygningerne på Hortensiavej og Dr. Primes vej, hvor primært indskolingen holder til, friholdes derfor i første omgang for yderligere temperatursænkning. 

 

Det er imidlertid vigtigt for skolebestyrelsen at der fastholdes et godt indeklima, så temperatursænkningen så vidt muligt ikke går ud over både undervisningsmiljø for elever og arbejdsmiljø for skolens lærer. Indsatsen vil derfor løbende blive evalueret i MED- udvalgene og af skolebestyrelsen over de kommende måneder.

Derudover vil skolens elevråd blive inddraget i forhold til at informere om temperatursænkningen til eleverne og ligeledes indsamle erfaringer fra klasserne, så vi sikrer, at temperatursænkningen ikke kompromitterer undervisningen og elevernes trivsel.

 

 

Overskrift

  1. Opstart af arbejdet med skolens fortælling, traditioner, værdier og kultur, herunder initiativer til involvering af kontaktforældre/forældre, medarbejdere og elevråd m.v.

Baggrund

Fortsættelse af drøftelsen fra tidligere møde. Fokus på forældreinvolvering.

Indstilling

Drøftelse og beslutning

Bilag

Ingen bilag

Referat 

Skolebestyrelsen har en ambition om at styrke fællesskabsfølelsen og ’Ny Hollænder identiteten’ på tværs af skolens årgange, dels ved at igangsætte nye initiativer og dels ved at understøtte de initiativer, skolens allerede arbejde med. Samtidig er der et ønske om at styrke involvering og dialog med skolens forældre. Skolebestyrelsen drøfter mulige indsatser og laver foreløbig prioritering af arbejdet:

Sociale arrangementer på skolen (med forældre):

Arrangementer ved skolestart- og sommerferiestart

                          Høstfest / Markedsdage / Julemarked

                          Skolens fødselsdag

                          Fejring af byggeriets afslutning

Aktiviteter på tværs af årgange (kun elever):

Fællesmøder for hele skolen

                          Indsamlingsprojekter til lejrskoler

                          Ordensregler

                          Venskabsklasser

                          Skolebal for de ældste klasser

                          Udvikling af logo / merch med skolens identitet

Styrket information til forældrene:

Opdatering af skolens hjemmeside

                          Løft af info fra skolebestyrelsen

                          Nyhedsbreve i nye formater

                          Guide til nye forældre

Styrket dialog mellem skoleledelse og forældre:

Møder med kontaktforældre

                          Temamøder for årgange

                          Kaffemøder / ”åbent hus”

 

Overskrift

  1. APV (Arbejdspladsvurdering) på Ny Hollænderskolen

Baggrund

Der blev lavet APV i foråret 2022. På Ny Hollænderskolen laves mini-APV og der fremlægges en status på APV.

Indstilling

Status og orientering

Bilag

Ingen bilag

Referat 

Kristian gengiver hovedkonklusioner fra den seneste APV på Ny Hollænderskolen, der blev gennemført i foråret 2022. Den næste officielle APV gennemføres i 2023. Skolen har imidlertid tradition for at gennemføre mini-APV som opsamling på større omvæltninger og ændringer og det er derfor ledelsens plan, at gennemføre en mini-APV som opsamling på udskiftning af ledelsen og afslutning af renoveringen af de fysiske rammer.

 

 

Overskrift

  1. Status på skolemad på Ny Hollænderskolen/Frederiksberg

Baggrund

Status fra arbejdsgruppen vedr. skolemad på Ny Hollænderskolen

Indstilling

Drøftelse

Bilag

Ingen bilag

Referat 

Skolebestyrelsen er sammen med administrationen i dialog med to forskellige leverandører, der ønsker at indgå i en ny skolemadsordning på Ny Hollænder. Selv uden det kommunale tilskud tegner det til at være muligt at finde en ordning, der er af højere kvalitet uden at blive dyrere end den tidligere ordning. I dialogen med leverandørerne er skolebesstyrelsen ved at finde løsninger på nogle af de logistiske udfordringer således, at distributionen ikke lægger beslag på hverken lærerressourcer eller administrationen. 

Efter planen vil skolebestyrelsen på næste møde træffe beslutning om, hvilken ordning der skal indledes et samarbejde med. Skolebestyrelsen vil desuden gå i dialog med elevrådet om deres ønsker til ordningen.

 

Overskrift

  1. Nyt fra elevrådet

Baggrund

Elevrepræsentanterne fortæller om, hvad der fylder i elevrådet aktuelt.

Indstilling

Orientering og drøftelse

Bilag

Ingen bilag

Referat 

Repræsentanter fra elevrådet gennemgår deres ønsker og inputs fra de forskellige klassetrin.

  • Blandt andet 6. klassetrin har ønske om at skolen gør mere for at bidrage til ’Pride ugen’, blandt andet gennem markering og udsmykning mm.
  • Blandt elever på 6.-9. årgang er der et ønske om, at telefonpolitikken tages op til ny drøftelse, da eleverne oplever det som en stor begrænsning af deres sociale liv, at de ikke kan bruge telefonerne i skoletiden. Der opleves desuden store problemer med skabe, der bliver brudt op. I dag er telefonpolitikken lagt ud til de enkelte lærerteams, der har valgt en ensartet linje i forhold til at indsamle telefoner i både timer og frikvarterer. Skolebestyrelsen tager elevernes inputs og ønsker til efterretning og beslutter at telefonpolitikken skal tages op til drøftelse på de kommende møder. 
  • Særligt 6. og 7. klassetrin er udfordrede af manglende plads i frikvartererne under ombygningen. Skolebestyrelsen drøfter forskellige muligheder for at skabe mere plads og bruge de fleksible arealer.
  • Fra udskolingen berettes om udfordringer med uro og larm på særligt 9. klasses gangen og der er derudover problemer med at der ryges ’vapers’ på toiletterne.
  • På tværs af klasserne er der et ønske om, at der gøres mere ud af arbejdet med venskabsklasser ud over de 3-4 dage om året, hvor der er aktiviteter. Skolebestyrelsen drøfter hvordan det kan gøres og der vil blandt andet blive kommunikeret om ordningen sender orientering for venskabsklasser i forbindelse med klippeklistre-dagen.
  • I udskolingen efterspørger eleverne, at der kommer flere og bedre aktiviteter under ”uge sex”. Desuden efterlyser eleverne mere fokus på alkohol, e-cigaretter og snus, på en måde, der ikke kun er formanende men også oplysende. Skolebestyrelsen tager det til efterretning. Ledelsen understreger, at mange af de aktiviteter, der plejer at køre for de store årgange, har været udfordrede af nedlukning under corona.

 

 

Overskrift

  1. Konsekvenser for Ny Hollænderskolen i forlængelse af kommunens budget 2023

Baggrund

Mulighed for at komme med forslag til prioriteringer i budget 2023 for NHS. Oplæg fra skoleledelsen.

Indstilling

Drøftelse

Bilag

Ingen bilag

Referat 

Skoleledelsen informerer om konsekvenserne af det seneste budgetforlig med den planlagte rammebesparelse på 1 pct, hvor besparelser på fritidsområdet allerede træder i kraft fra august. I SFO’en betyder det en besparelse på 500 pr barn på alt, hvad der er aktivitetsbestemt. Det kommer blandt andet til at betyde en ændring i andelen af uddannede medarbejdere og øget belastningsgrad. Der er son konsekvens af besparelserne indkaldt til ekstraordinært MED-møde.

 

Skolebestyrelsen drøfter forskellige inputs til det kommende møde med kommunens undervisningsudvalg. Her vil skolebestyrelsen forsøge at sætte fokus på udfordringerne ved, at man ikke bare skærer i budgettet til det enkelte barn, men også reducerer andelen af uddannet personale. Det er særligt problematisk, når medarbejderne også har UU-opgaver, eftersom der dermed er ikke mange ressourcer tilbage til fritidsdelen. Det vil uundgåeligt betyde, at man får et ringere produkt i den sidste ende.

 

Skolebestyrelsen drøfter indledningsvist en række mulige prioriteter for budgettet, herunder tiltag som frugtordning, bidrag til skolemad, indretning af skoletorve, sociale arrangementer, oplægsholdere mm., honorar til elevrådsrepræsentanterne samt bidrag til IT-betjent. Skolebestyrelsen ønsker at se på mulighederne for også at søge fonde til forskellige aktiviteter.

 

Overskrift

  1. Forældrebetalt frugtordning på SFO

Baggrund

Skolebestyrelsen har tidligere drøftet muligheden for at etablere en forældrebetalt frugtordning. Dette i lyset af, at eftermiddagsfrugten er sparet væk fra sommerferien på SFO’en. Lars giver status på muligheden for at indføre forældrebetalt frugtordning på SFO.

Indstilling

Drøftelse

Bilag

Ingen bilag

Referat 

SFO-ledelsen beretter, at der er mulighed for et frivilligt tiltag, hvor forældrene eksempelvis over mobilpay betaler for en frugtordning. Det kunne være en ordning, hvor man to gange om året har mulighed for at lave en indbetaling. Ledelsen vurderer at det vil giver et vigtigt pædagogisk afsæt, at det kan bidrage til, at flere børn vil ønske at være på SFO’en, og der vil være færre konflikter.

Hvis vi vælger at sætte en sådan ordning i værk, er det vigtigt, at forældrerepræsentanterne i skolebestyrelsen bakker op om at mobilisere forældrene.

Ledelsen vender det med personalegruppen og giver en tilbagemelding på, hvad man fra personalet har af ønsker og ser af muligheder. Skolebestyrelsen ønsker, at der tjekkes op på, om der er nogle kommunale retningslinjer for evt. økologi.

 

 

Overskrift

  1. Orienteringspunkter fra skoleledelsen

Baggrund

  • Nyt fra fritidsdelen (SFO og Klub)
  • Kommende møder for alle skolebestyrelser: Orienteringsmøde om økonomimodel d. 24/11, dialogmøde med undervisningsudvalg d. 16. november, informationsaften kommende 0. årg. d. 23. november.

 

Indstilling

Orientering og drøftelse

Bilag

Ingen bilag

Referat 

 

 

Overskrift

  1. Kommunikation fra mødet samt punkter til dagsorden for kommende møder

Referat 

 

 

Overskrift

  1. Kommunikation fra mødet samt punkter til dagsorden for kommende møder

Referat 

 

 

 

 

Styrelsesvedtægt for Frederiksberg Kommunes skolevæsen: https://www.frederiksberg.dk/sites/default/files/2020-02/Styrelsesvedtaegt_Frederiksberg_Kommunes_skolevaesen_2019.pdf