Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ordensregler og værdiregelsæt for Ny Hollænderskolen

Værdiregelsæt for Ny Hollænderskolen

På Ny Hollænderskolen arbejder vi dagligt for at skabe stærke fællesskaber, hvor alle elever trives og udvikler sig - både fagligt og socialt - gennem hele deres skolegang. Vi ser det stærke fællesskab som et fællesskab, hvor der er plads til alle uanset interesser, forudsætninger eller baggrund. På Ny Hollænderskolen har alle ansvar for at bidrage til det alsidige fællesskab gennem inkluderende og respektfuld adfærd.  

Vi har høje ambitioner for børnenes alsidige udvikling, både fagligt, socialt og kreativt. Med afsæt i det enkelte barns forudsætninger arbejder både lærere og pædagoger for, at alle elever udvikler de nødvendige færdigheder - samtidig med, at vi stimulerer lysten til at lære, udvikler deres fantasi og styrker deres selvværd.

Vi har samtidig høje ambitioner for elevernes trivsel og sociale liv - både i og udenfor skoletiden - og arbejder målrettet med aktiviteter, der understøtter trygge og tolerante fællesskaber. Vi har blandt andet udarbejdet en antimobbestrategi, etableret venskabsklasser på tværs af ind- og udskoling, afholder månedlige fællessamlinger for hele skolen, en årlige fælles markedsdag samt andre sociale arrangementer, der styrker fællesskaber og venskaber på tværs af klasser og årgange. 

Vi arbejder med et helhedsorienteret blik på eleverne, hvor lærere og pædagoger arbejder i teams omkring de enkelte klasser og årgange. Ved tæt samarbejde mellem skole, SFO og klub opnår vi et indgående kendskab til de enkelte børn, så vi kan understøtte deres udvikling socialt som fagligt, fra de møder os første skoledag til de forlader os efter 9. klasse. 

På Ny Hollænderskolen lægger vi vægt på en tæt dialog og et godt samarbejde mellem skole og hjem, så vi i fællesskab giver børnene de bedste forudsætninger for udvikling og læring. Vi forventer derfor, at forældrene deltager i møder og arrangementer på skolen og samtidig bidrager til at understøtte børnenes fællesskaber og et konstruktivt forældresamarbejde i klasserne. 

Som skole har vi en opgave i at forstå børnenes verden både i og udenfor skolen. Sammen med forældrene og vores skolebestyrelse arbejder vi for løbende at justere vores pædagogiske rammer og principper med blik for de tendenser i samfundet, der former vores børn og unge mennesker. 


 

 

Ordensregler for Ny Hollænderskolen

Vores ordensregler tager udgangspunkt i vores værdigregelsæt. Vi ønsker med vores ordensregler at fremme adfærd, der skaber tryghed, tolerance og respekt for hinanden og vores skole.  

  • På Ny Hollænderskolen udviser vi respekt for hinanden og drager omsorg for den enkelte og fællesskabet. Derfor accepterer vi ikke grimt sprogbrug og negative attituder, også selvom det kun er for sjov. Dette gælder også online. 

  • Alle på skolen møder til tiden, så man i respekt for fællesskabet kan komme i gang med undervisningen uden at blive forstyrret. Skulle det ske, at man kommer for sent er det elevens ansvar at komme stille ind i klassen uden at forstyrre undervisningen der pågår.

  • På Ny Hollænderskolen udviser vi respekt for bygninger og inventar og hjælper hinanden med at passe på skolens ting. Alle har ansvar for at rydde op efter sig selv. Hver klasse har ordensdukse, der hjælper med orden i klasselokalet og sørger for udluftning i hvert frikvarter mv., ligesom hver årgang aftaler en dukseordning der har ansvar for orden på nærmeste gang- og fællesarealer.
    Eleverne har pligt til at videregive viden til en voksen, hvis man har viden om at en anden elev bevidst har udøvet hærværk.

  • Eleverne har - sammen med deres forældre - ansvaret for deres egne ting fx cykler, overtøj, legetøj, mobiltelefoner og andet privat udstyr, som man tager med i skole. Dette gælder også ting, man har fået udleveret til brug i undervisningen.

  • Udleverede bøger, computere og øvrige materiale registreres personligt. Ikke afleverede eller ødelagte bøger, computere og øvrige materialer skal erstattes til priser, som skolen fastsætter på grundlag af skolens omkostning til genanskaffelse.

 

  • Kommer man som elev til at gøre skade på skolens eller andres ejendom må erstatningskrav efter de almindelige erstatningsretlige regler forventes. Beskadigelser på skolens ejendom skal straks meddeles kontoret.

  • Eleverne må være på fællesområder på en rolig måde i undervisningstiden under lærerens ansvar, så klasserne rundt om skoletorve og fællesområder kan have undervisning.

  • På Ny Hollænderskolen gælder følgende inde- og udeordninger i pauser og frikvarterer: 

    • Elever i 0.-6. klasse skal være ude i alle frikvarterer

    • Elever i 7.-9. klasse være såvel inde som ude i frikvarterer. Enten i klasseværelset eller på fællesområder under rolige former. 

    • Elever i 7.-9. klasserne må forlade skolen i mellemtimer og i frikvarterer med skriftlig tilladelse fra hjemmet.

  • Ny Hollænderskolen er mobilfri skole. Eleverne må gerne medbringe deres mobiltelefon, men den låses inde ved skoledagens start og udleveres ved skoledagens afslutning. 

  • På skolen anvendes computere, interaktive skærme og andet elektronisk udstyr i klasserne, når det har et pædagogisk og didaktisk formål. 

  • Vi respekterer skolepatruljens anvisninger – både børn og voksne. 

  • Al rygning og brug af nikotinprodukter, energidrikke og alkohol er forbudt på skolens matrikel i skolesammenhænge for både elever og ansatte. Forbuddet gælder også uden for skolens område i hele skoletiden. 

  • Ny Hollænderskolen forventer, at forældre på skolen bakker op om ordensreglerne.

Hvis en elev bryder ordensreglerne forventer vi, at eleven herefter er villig til at ændre sin opførsel/adfærd. Sker det gentagende gange, vil vi inddrage elevens forældre. 

Som elev skal man vide, at man næsten altid kan gøre skaden god igen. Det bedste er derfor at være ærlig, at tage ansvar for sine egne handlinger og fremover gøre sig ekstra umage for at bidrage positivt til skolens fællesskab.

 

Vedtaget af skolebestyrelsen februar 2024